I OZ6HR, Horsens, arrangerer vi fra tid til anden åbne workshops, hvor radioamatører fra andre lokalafdelinger kan møde op og blive udfordret på det eksperimenterende gen.
Den seneste workshop blev afholdt lørdag den 20. august og 19 personer havde tilmeldt sig. Temaet var magnetiske loop antenner og der var mulighed for at deltage på forskellig måde. Således medbragte flere af deltagerne selv materialer til egne byggeprojekter og mødte op for at bygge videre i hyggeligt samvær og for at blive inspireret af andres gode ideer. Flere gav på forhånd udtryk for, at de specielt var interesseret i den styring med Arduino, som vi har udviklet lokalt i klubben. Vi havde også sammensat to kits med alle dele til et magnetisk loop for 20 m båndet med mulighed for at sende med henholdsvis 10 W og 100 W. Det havde otte af deltagerne valgt at bestille.
Der blev bygget og bygget. Med stor koncentration og fordybelse. Det tager faktisk LANG tid at samle en kondensator, når den ankommer totalt adskilt!
Kondensatorerne var bestilt hos Otto Schubert GmbH i Tyskland og han plejer at levere rigtig god kvalitet, men denne gang var der en del gevindstænger, som havde et elendigt gevind. I nogle tilfælde var det faktisk så slemt, at der slet ikke (selv med moderat vold) kunne tvinges møtrikker på. Desværre havde vi ikke lige et gevindskæresæt på vores værksted, så vi kunne løse problemet på stedet. Men selv om det var irriterende med disse problemer, var det ikke noget, som ødelagde byggeglæden.
Formandens hustru og svigerinde trakterede med frikadeller og kartoffelsalat til frokost. Til kaffen en overdådig OZ6HR lagkage. Alt sammen hjemmelavet, forstås. Det bliver ikke let at leve op til en anden gang.
På baggrund af tilbagemeldinger fra deltagerne kan vi se, at der i høj grad er basis for denne typer arrangementer, som samler amatører fra forskellige dele af landet. Der blev udtrykt ønske om en workshop med Arduino, – gerne en workshop med noget for såvel de avancerede som for de helt uøvede. Og vi måtte meget gerne igen tilbyde et færdigt kit.
/OZ1JS – Jørgen